Vintage Kjoler 1920'erne


1920’erne - Garconnens tidsalder

Efter 1. Verdenskrig havde kvinden helt frigjort sig fra tidligere tiders stramme snørende korsetter og ukomfortable kropsidealer.

Nu skulle kvinden til at vise ankler og ben, og i stedet for talje og bryst blev hoften nu fremhævet. Silhuetten var ‘lige op og ned’ og kjolerne blev skåret ved hoften i. I 1925 sad kjolens skæring helt ned under hoften og ofte var den fremhævet med et skærf eller pynt i form af applikationer. I 1927 forsvandt skæringen helt og kjolen blev bare en aflang cylinder.  

Kjolens længde blev også kortere og kortere i løbet af 20’erne (dog aldrig over knæet). Fra 1922-1924 skulle kjolesømmen være 10-13 cm fra anklen, og midt i 20’erne gik skørtet kun til lige under knæet.

Paris var 20’ernes ‘hovedstad’ og det var der alt det nye skete. I de ´Brølende 20’ere’ fulgte et nyt androgynt drenget La garconne look hvor pigerne klippede håret kort og brugte make up. Idealet var en lige drenget tynd krop.

Charleston blev den nye populære dans og her kunne den korte ‘charleston’ kjole virkelig komme til sin ret.  Aftenkjoler var korte og fyldt med pynt i form af perler og palietter broderet i smukke mønstre. På skørterne sad der ofte frynser eller flæser som rigtig kunne svinge med, når der blev danset, og om panden var der pandebånd med glimtende sten, fjer og palietter.


I 1926 blev Art Deco den helt store strømning indenfor arkitektur og design. Art Deco blev brugt i stor stil i moden, fra 1926 frem til midt 30’erne i form af smukke symmetriske mønstre med stramme geometriske former, skrå linier, og ofte med inspiration fra orienten.

Hverdagskjoler og dragter var lidt mere afdæmpede, men stadig med den typiske lave hofte og lige op og ned silhuet og med Art Deco mønstre og geometriske figurer.

I starten af 20’erne var den typiske hat med oval skygge, men hurtigt op i 20’erne blev den udskiftet med den tætsiddende klokkehat som blev meget populær. Hatten var en direkte inspiration fra soldaternes hjelme i 1. Verdenskrig.

Beklager! Der er ingen produkter i denne kollektion.