GRATIS FRAGT over 250kr 🇩🇰 GRATIS retur 🇩🇰 60 dages fuld returret

Din indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

1940'er mode - en tid med rationering

1940'er mode - en tid med rationering

I Vintage Divines Museum findes flere spændende genstande fra 1940’erne, der fortæller historien om en tid med rationering samt kvinders store opfindsomhed og kreativitet. Under krigen opstod der mangel på varer, og almindelige materialer som tråd, skind, silke og bomuldsstoffer blev svære at skaffe. Rationeringen fortsatte efter krigen og varede frem til begyndelsen af 1950’erne, hvilket gjorde den til en del af hverdagen i mange år. Opfindsomhed, genanvendelse og kreativitet blev en nødvendighed.

To farver i en Kjole


En meget almindelig praksis i 1940’erne var at sy kjoler af flere forskellige stykker stof. Det var ofte umuligt at skaffe nok stof i samme materiale, så kvinder måtte konstruere kjoler af det, de havde til rådighed. En ældre kjole kunne for eksempel opgraderes med nye detaljer såsom en ny krave, manchetter, knapper og brede striber.

Her ses to fine eksempler på denne opfindsomhed:

Den lilla og blomstrede kjole er syet af to forskellige silkestoffer. Overdelen er i ensfarvet lilla silke, mens skørtet har et storblomstret print. For at skabe sammenhæng i designet er de stofbetrukne knapper og sløjfen på overdelen syet i samme blomstrede stof som skørtet. Kjolens korte ærmer var en materialebesparende løsning.

Den blå kjole ved siden af er af ældre dato og fremstillet i uldstof. Den er et godt eksempel på en opgraderet kjole, hvor brede lysegrå striber i skørtet samt lysegrå besætninger ved krave og manchetter er tilføjet. Disse detaljer er syet i lysegrå silkecrepe. Bemærk det fine quiltede mønster på kjolens liv – quiltede dekorationer var meget populære i 1940’erne, da de var en materialebesparende måde at pynte tøjet på. (Denne kjole ses også i “Tidens Mode” af Anne-Grete Steckhahn, s. 170).

I det vedlagte magasin Mønster Tidende fra 1941 kan man læse en artikel om, hvordan kvinder kunne skabe moderigtige kjoler ved at kombinere forskellige farver og materialer i en tid med begrænsede ressourcer.

Fantasifulde hatte og sko af rødspætteskind

Selvom rationeringen gjorde tøjet mere praktisk, forblev hatte, tasker og handsker vigtige modeelementer. Hatte var præget af stor opfindsomhed. I 1940’erne skulle de bæres lidt fremme i panden, gerne let på skrå. De var ofte skulpturelle og sjove, lavet af forhåndenværende materialer såsom stofrester, store sløjfer, filt, strå og silkeblomster. Hattene gav kvinder mulighed for at udtrykke deres personlige stil og sprede optimisme.

Hæklede snoods (en slags hæklet hårnet) blev også meget moderne. De holdt håret på plads under fabriksarbejde og andre daglige gøremål. Derudover blev turbanen og tørklæder viklet om håret en populær trend.

Læder var en mangelvare, og man begyndte at fremstille sko og bælter af fiskeskind – særligt fra rødspætter. Fiskeskind var dog ikke særligt holdbart og viste sig at være sårbart over for fugtigt vejr.

På bordet ses her en lyserød hat, formet som en turban og fremstillet af få meter silkestof. Modistens mærke i hatten er Maison Gúi Modes. (Hatten vises også i “Tidens Mode” af Anne-Grete Steckhahn, s. 166.) Ved siden af ligger en lille brun hat lavet af filt med silkeblomster, og på bordet ses også en uldfilt-hat med filtblomster.

De mørkeblå sko her er fremstillet af garvet rødspætteskind. De er af dansk fabrikat, produceret af Geo Sko, og er meget velbevarede.

Kjoler pyntet med palietter og perlebroderi

Moden i 1940’erne var stærkt inspireret af militæruniformer. Kjoler og dragter havde brede skuldre med skulderpuder, markerede hofter og ofte knapper fortil over brystet eller på ryggen. Ærmerne var typisk trekvartlange eller korte.

Her ses en flot 1940’er-kjole syet i sort uldcrepe med brede skuldre og hofter. Kjolen lukkes i ryggen med stofbetrukne knapper, og skuldrene er dekoreret med smukt glimtende paillet- og perlebroderi. En flot broderet lomme fuldender looket. Pailletter var ikke rationerede under krigen, hvilket gjorde dem til en populær dekoration – særligt på aftenkjoler, der skulle skinne og funkle (denne kjole ses også i “Tidens Mode” af Anne-Grete Steckhahn, s. 187.)

Faldskærmskjole

Under krigen var der rationering på stof. Der var en grænse for, hvor mange meter stof man måtte købe, og tekstiler var generelt svære at skaffe. Derfor blev nedfaldne faldskærme en værdifuld ressource.

Faldskærme var fremstillet af tyndt, stærkt og tætvævet nylon. Af dette stof kunne man sy undertøj, trække tråde ud og bruge dem som sytråd – eller sy en kjole.

Her ses et flot eksempel på en aftenkjole syet af farvet faldskærmsstof. Kjolen er farvet koralrød og har et skørt med fuldt solvidde, skåret på skrå. Skuldrene fremhæves med små skulderpuder, og kjolen lukkes med stofbetrukne knapper. Et bælte markerer taljen, og en lille matchende selskabstaske fuldender looket.

Faldskærmen, der blev anvendt til denne røde kjole, siges at være fundet ved Jyllands vestkyst nær Ringkøbing. Kjolen blev formentlig syet sidst i 1940’erne, efter krigen. En så rød og ekstravagant faldskærmskjole ville have tiltrukket alt for meget opmærksomhed under besættelsen, hvor det også ville have været risikabelt at bære den.

Flere Blogs

1940'er mode - en tid med rationering

1940'er mode - en tid med rationering

Af Mette Emery

I Vintage Divines Museum findes flere spændende genstande fra 1940’erne, der fortæller historien om en tid med rationering samt kvinders store opfindsomhed og kreativitet. Under krigen opstod der mangel på...

Læs mere